De unge krigere
21 år og klar til Irak
Han er 21 år, han hedder Philip, og han føler sig klar til at blive udsendt til Irak. Men hvorfor vælger unge mænd at blive udsendt? Hvilke tanker har de gjort sig, og forstår de alvoren og risikoen i det, der venter? Ikke hvis man spørger eksperter og andre soldater.
Tekst af Jonas Rasmussen og foto af Betina Garcia
Der er ikke tale om et værelse på en efterskole. Der er tale om Philips værelse på Gardehusarkasernen i Slagelse, som han deler med tre andre unge fra kasernen, når han ikke bor hjemme hos sin mor. Et værelse i Slagelse, der til juli bliver skiftet ud med en seng på en sovesal i Irak i seks måneder.
Det er han klar til, selvom det længste, han har været væk fra sin familie, er to uger i træk.
- Jeg føler mig mentalt klar. Det er svært at måle og veje, men jeg føler mig bare klar. Det er lidt nemmere med det fysiske, hvor det er til at måle, hvor langt vi kan løbe, og hvor godt vi skyder, siger Philip.
Det er en rodet fornøjelse. Værelse nr. 16.
En kontrast til det, der foregår uden for værelset, hvor disciplin og orden er en selvfølge. Herinde hersker kaos. Det eneste, der skaber ro for øjnene, er to køjesenge af metal, som sammen med to skriveborde flugter med værelsets vægge ned mod vinduet. Under vinduet står et lille køleskab med Lillebror Ost-klistermærker på.
Ellers flyder det med tøj, papir og to M!-blade – de øvrige 44 blade i samlingen står sammenpresset oppe på hylden over skrivebordet til venstre.
I stålskraldespanden ligger der i skraldeposen en Mathilde-kakaomælk, en Cultura-drikkeyoghurt og en Monster-energidrik.
- Jeg føler mig mentalt klar. Det er svært at måle og veje, men jeg føler mig bare klar.
Phillip
En del af forberedelsen til Irak går ud på at øve sig på at forsvare sig mod gasangreb eller andre kemiske våben. Derfor skal de lære at bevæge sig med gasmasker og udstyr, der beskytter dem. Turen rundt på forhindringsbanen giver dem sved på panden, selvom det danske termometer kun sniger sig op på 14 grader. I Irak er der ca. 40 grader varmt i juli måned.
Philip er den yngste i sin gruppe på otte mand. Sammen med 112 danske soldater skal de fra juli 2015 til januar 2016 træne, uddanne og rådgive den irakiske hær i kampen mod Islamisk Stat på Al Asad-basen i det centrale Irak, 200 km fra Bagdad, i centrum af et IS-kontrolleret område. En mission hvor chancen for at stå gevær mod gevær med fjenden og vejsidebomber er lav, men hvor faren inde bag betonmurene ikke må undervurderes, da IS jævnligt sender raketter ned over basen.
Men unge mænd kan nemt se bort fra risikoen, når de beslutter sig for at blive udsendt i alderen 19-24, hvilket 41 procent af de 26.028 udsendte soldater var i perioden 1992-2009. For i den alder handler det om at få en oplevelse og et stærkt kammeratskab.
- Det er helt klart for oplevelsens skyld, at jeg tager til Irak. Jeg vil lære at kende mig selv på en ny måde. Oplevelsen kontra risikoen er sådan for mig, at risikoen ikke er stor nok til at overskygge oplevelsen, siger Philip.
En 21-årig som Philip kan dog have svært ved at forstå alvoren og konsekvenserne, der følger med en udsendelse. Det mener hjerneforsker Jon Wegener fra konsulentfirmaet Cogency, som har forsket i, hvordan hjernen tager beslutninger.
- Ens hjerne er ikke i lige så høj grad klar til at forstå konsekvenserne af de beslutninger, man tager, når man er ung. Selvom hjernen udvikler sig gennem hele livet, er det først godt op i 20’erne, at den betragtes som voksen. Så de ældre soldater kan have en bedre forståelse for, hvad de går ind til end de unge mellem 19 og 24, siger Jon Wegener.
- Ens hjerne er ikke i lige så høj grad klar til at forstå konsekvenserne af de beslutninger, man tager, når man er ung. Selvom hjernen udvikler sig gennem hele livet, er det først godt op i 20’erne, at den betragtes som voksen.
Jon Wegener
Op til Kristi Himmelfartsferien var der ikke så meget at lave på kasernen, så drengene blev sat til at gennemgå bilerne, som skulle have en rensning og gennemgang. Det havde Phillip ikke prøvet før. Han må heller ikke køre bilen. Det skal man først omskoles til.
Fakta:
Danmarks støtte i kampen mod IS i Irak - Operation Inherent Resolve:
Den 27. august 2014 gav Folketinget sit samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed.
Et F-16 kampflybidrag af syv F-16 fly, der omfatter ca. 140 personer.
Et stabsbidrag bestående af op til ca. 20 personer
Et kapacitetsopbygningsbidrag, inkl. logistikbidrag, som omfatter op til ca. 120 personer, Hold 1.
Hovedparten af de 120 blev udsendt i januar.
Hold 1 udskiftes med Hold 2 i juli 2015.
Kilde: Forsvaret
Philip er konstabel. Konstabel er den laveste grad i Forsvaret af soldater, der bliver udsendt. Det er også den grad med den laveste gennemsnitsalder blandt førstegangsudsendte med et snit på 24,2 år, mens sergentgruppen og officersgruppens snit ligger på 29,6 og 34,8 år.
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser i deres rapport, Soldater – før og efter udsendelse, fra 2012, hvor de blandt andet har undersøgt motivationen for udsendelse blandt to hold til Afghanistan og Libanon, at de tre primære motivationsfaktorer til, at konstabler vil udsendes er for oplevelsen og kammeratskabets skyld.
På en skala fra 1-10 scorer ”Få en oplevelse for livet” 8,2, mens ”Opleve kammeratskabet under udsendelse” og ”Arbejde sammen med mennesker som jeg respekterer” scorer 8,5 i gennemsnit blandt de 305 konstabler, som deltog i undersøgelsen. I den anden ende af skalaen ligger ”Opbygge demokrati i missionsområdet” med den laveste score på 5,5.
Det var en anden og formentlig mere fredelig oplevelse, som Philip i første omgang ønskede at få for livet. Han blev naturvidenskabelig student i 2013 og ville på en udlandsrejse i sit sabbatår. Rejsen skulle finansieres af de penge, han ville tjene som værnepligtig i fire måneder. De fire måneder er nu blevet til 16.
- Jeg blev grebet af at være her. Jeg kunne ikke få nok. Det, der fangede mig, var det at være aktiv, og så er man jo lidt af en drengerøv. Det er jo lidt sjovt med ting, der siger bang.
Planen om en udlandsrejse i shorts og t-shirt og en drink i hånden blev erstattet af en drøm om at blive udsendt i militærtøj med en sikkerhedshjelm på hovedet.
Ulrich Kirk er neurobiolog og lektor på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Han har forsket i personers rationelle og irrationelle beslutninger. Biologisk set kan han godt forstå, hvorfor Philip ændrede sine planer.
- Det overrasker mig ikke, at en 21-årig siger, at han har taget beslutningen om at blive udsendt ud fra den enkelte oplevelse. I den alder tænker personer generelt i højere grad på den stimuli, man står til at vinde ved at få en oplevelse, men man tænker ikke nødvendigvis på modsætningen, som vil være risikoen ved oplevelsen, siger Ulrich Kirk.
- Jeg blev grebet af at være her. Jeg kunne ikke få nok. Det, der fangede mig, var det at være aktiv, og så er man jo lidt af en drengerøv. Det er jo lidt sjovt med ting, der siger bang.
Phillip
Phillip bor på værelse sammen med tre kammerater. To af dem kender han helt tilbage fra værnepligten (HBU). Efterfølgende tog de den otte måneder lange missionsforberedende uddannelse (HRU) og kom i hver deres deling efterfølgende. Hans, som ses på billedet, mener ikke, at HRU'en var så hård. "Vi blev slet ikke presset, og der var da også en del, der røg igennem, hvor man tænker hmmm, ham der ville jeg da ikke have med på en mission," siger han.
I Philips gruppe har to af soldaterne være udsendt før. En af dem er Ken, der er overkonstabel. Hans første udsendelse var til Afghanistan som 21-årig i 2012. Dengang troede han, ligesom Philip gør nu, at han var klar.
- Hvis du havde spurgt mig dengang, så havde jeg sagt, at jeg var klar. Men set i bakspejlet var jeg det ikke. Jeg havde nok været mere klar, hvis jeg havde ventet et år eller to med at drage i krig, siger Ken, der i dag er 24 år.
Personligt mener han, at soldaterne bør udsendes, når de er blevet mere erfarne og har fået mere træning. Han føler selv, at han nu er blevet bedre mentalt stillet af flere års træning.
Hos Philip er ønsket om mere træning også til stede, men om det er en nødvendighed, er han ikke så sikker på.
- Man går jo og træner, træner og træner, og man vil jo gerne vise, hvad man kan ude i virkeligheden.
- Hvis du havde spurgt mig dengang, så havde jeg sagt, at jeg var klar. Men set i bakspejlet var jeg det ikke. Jeg havde nok været mere klar, hvis jeg havde ventet et år eller to med at drage i krig.
Ken
Det er fredag aften, det er helligdag og TV2 viser Frækkere end politiet tillader.
Phillip er på besøg hos sin mor og nyder tiden sammen med sin lillebror Victor, inden han skal mødes med nogle venner til en øl.
Viktor græd i flere timer, da han fik at vide, at Phillip skulle udsendes.
Phillips fridag går med at slappe af derhjemme, en tur i et storcenter, handle nye sko til konfirmationsfest og få byttet sine fødselsdags-gaver fra sin 21 års fødselsdag for nylig.
Hockey, håndbold og beach volley. Ikke lige de discipliner man forbinder med missionsforberedelse. Alligevel er det nogle af de discipliner, soldaterne kan vælge, når der afholdes idrætsdag på kaserne. Philip overvejer hockey eller trekamp: skydning, forhindringsbane og håndgranatkast.
Han er god til at kaste, men det er ikke mere end en uge siden, at han fik gipsen af sit højre håndled. Det brækkede han i en promillesituation sammen med de andre konstabler. Det var et uheld.
Idrætsdagen ligger midt i missionsforberedelsen. Soldaterne har fire måneder til at træne op til deres udsendelse til Irak. Dem der blev udsendt til Afghanistan havde otte. Men det har ikke fået de unge til at tage kampen op mod tiden. Det mener oversergent J. Jørgensen, som står for at uddanne og planlægge træningen af de soldater fra Gardehusarkasernen, der skal til Irak.
- Hvis jeg siger, at den nye generation, der er kommet, er curlingbørn, så er det ikke langt fra. Det gør ondt at se, at de unge ikke tager det her alvorligt. For eksempel når de træner i at lede efter miner og vejsidebomber, virker deres tilgang meget useriøs, siger J. Jørgensen, der selv var udsendt i Afghanistan som gruppefører på Hold 8 og 11 i 2009 og 2011.
Der bliver krammet farvel til gymnasiekammeraten, der har været på besøg. Senere på aftenen mødes Phillip med nogle andre venner. Phillip fortæller, at han skal til Irak til sommer. "Hvaaaaa', er du træt af at leve?" spørger vennen.
Den nedgravede fjende var den værste for de danske soldater i Afghanistan, da vejsidebomberne tog 25 af de 43 faldne soldaters liv. I Irak er fjenden en anden. Den kommer fra oven.
Siden december har Islamisk Stat angrebet Al Asad-basen med raketter mere end 30 gange. Det er flere raketangreb, end de danske soldater typisk oplevede i Afghanistan på samme periode af seks måneder, vurderer oberstløjtnant Jens Riis-Vestergaard, som har ansvaret for Forsvarets igangværende operationer i ind- og udland.
Årsagen skal ifølge Jens Riis-Vestergaard findes ved, at det er den eneste måde hvorpå, IS kan få ram på de danske soldater, da de sjældent forlader basen.
- De er ikke så gode til at ramme, men statistisk set vil det sagtens kunne ske. Det påvirker psyken på soldaterne, når de ikke ved, hvor og hvornår den næste raket kan slå ned. Det sætter sig i baghovedet, siger Jens Riis-Vestergaard.
Den risiko og alvor er Philip forberedt på.
- Jeg er ikke bange for at skulle ned og være en dråbe i et hav. Risikoen for at dø er alle steder. Man kan gå ud af døren og blive ramt af lynet. Jeg kan ikke gøre noget ved, at der bliver skudt raketter ned over basen. De rammer bare. De ting jeg kan gøre noget ved, vil jeg forholde mig til, og dem som jeg ikke kan gøre noget ved, vil jeg ikke forholde mig til, siger Philip.
De unges risikovillighed til at sætte deres eget liv på spil er paradoksalt en uundværlig egenskab for Forsvaret. Deres manglende forståelse for konsekvenserne, kan i kampsituationer gå hen og blive en fordel.
- De ældre er lidt mere afklaret og har en bedre forståelse af, hvad de skal ned til.
Det kan være en fordel for de unge ikke at kende konsekvenserne, fordi de ikke tøver så meget i kamp, siger J. Jørgensen.
Det giver god mening hos både Jon Wegener og Ulrich Kirk.
- De er mere risikovillige i den aldersgruppe. Der vil være en større tilbøjelighed til at springe på vognen og forbigå de konsekvenser, der måtte være, siger Ulrich Kirk.
- Man ved jo aldrig, hvad fremtiden bringer, men de unge mellem 19 og 24 år har sværere ved at forstå konsekvenserne af deres beslutninger. De vil i højere grad undervurdere, at faren rammer dem, siger Jon Wegener.
Jeg er ikke bange for at skulle ned og være en dråbe i et hav. Risikoen for at dø er alle steder. Man kan gå ud af døren og blive ramt af lynet.
Phillip
Det er den årlige idrætsdag på kasernen, og det betyder, at der er masser af fritid mellem aktiviteterne. Martinus (th.), Ulrik (midten) og Phillip har været på utallige byture sammen. De kender hinanden fra HRU og mødes på "Messen" næsten hver torsdag, hvor de får lidt øl. "Haha kan du huske hende der? Hun havde vist været Side 9-pige," griner drengene
27 af dem, der skal til Irak, har taget turen fra Gardehusarkasernen til Slagelse Sygehus. Blandt krykker, rollatorer og hvide hospitalstræsko står de frem med rank ryg og militærstøvler i receptionen. De skal have bestemt deres blodtype. Det er alvor – for nogle.
Hvis blodet forlader kroppen, skal der hurtigt noget nyt ind. Det bliver et samtaleemne hos fem ældre soldater. Hos de unge cirkulerer blodet formentlig flittigt rundt. En af dem har fundet sin iPhone frem og i fællesskab med fire andre, er han opslugt af en video på Facebook af det flirtende og dansende sexsymbol Emily Ratajkowski.
Philip sidder lidt for sig selv på en stol. Han har også fundet sin iPhone frem. Han spiller Heroes Charge - et strategispil. Et spil der snart kan blive hans egen virkelighed i Irak med militær strategi og ham selv som hero, en helt. Men lige nu er han helt rolig – også for nålen, som venter ham. Han er nemlig bloddonor, men han forventer ikke at få brug for en gensidig gestus.
- Jeg kommer sikkert hjem.
Philip, Ken og J. Jørgensen optræder ikke med deres fulde navne af hensyn til deres sikkerhed under udsendelsen til Irak. Deres fulde identitet er kendt af redaktionen.
Følg os på Facebook, Twitter og Instagram
