top of page

Ny stresskontrol hjælper de unge soldater

 

Et nyt pædagogisk redskab skal gøre den svære, personlige samtale mellem soldaterne lettere. Det kan især hjælpe de unge soldater, som har svært ved at tage de følelsesprægede samtaler.

Tekst af Martin Ahlgreen og foto af Betina Garcia 

På Veterancentret i Ringsted arbejder man hele tiden på nye metoder til at sikre soldaternes velvære. Seneste tiltag hedder OSK - Operativ Stress Kontrol, og det hjælper soldaterne med at gøre den svære følelsesmæssige samtale mere overskuelig.

 

- Det er ny tradition inden for Forsvaret, at vi snakker så meget om tingene, som vi gør nu. Nu prøver vi så at uddanne de unge med en mentalitet om, at det er okay at snakke åbent om ens følelser og problemer, siger Veterancentrets Militærpsykologiske Afdelings leder for Internationale Operationer, chefkonsulent Elías Kristjánsson og fortsætter:
 

- I og med at vi har så mange unge ansatte i Forsvaret, er det vigtigt, at vi har dem for øje, når vi laver nye tiltag. Ud over at sikre, at de har det godt, når de er her, har vi også et ansvar for at gøre deres overgang tilbage til samfundet så gnidningsfri som muligt. Og her er stresskontrol rigtig god.

 

Foldere åbner op

Med hjælp fra to små foldere, undervisning af soldater og deres ledere skal samtalen mellem soldat og overordnet blive nemmere.

 

Kontrollen er rettet mod de såkaldte stående tropper. Det er soldater, der er færdige med Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse (HRU), som varer otte måneder. 

 

- I og med at vi har så mange unge ansatte i Forsvaret, er det vigtigt, at vi har dem for øje, når vi laver nye tiltag. 

Elias Kristjánsson

I alt er der pr. hold blevet afsat fire timer til soldaterne, som undervises af psykologer fra Veterancentret i Ringsted via foredrag i blandt andet stress- og konflikthåndtering.

Der er afsat ti timer til mellemlederne, der dækker over for eksempel sergenter og oversergenter og seks timer til chefstaben, der indeholder kaptajn-graden og over. Det sker over et otte måneders forløb med to besøg fra Veterancentret, der kommer for at tjekke op på, hvordan det går med samtalerne.

 

- Samtalerne er ikke obligatoriske, så det er op til den overordnede og soldaten selv at få afviklet disse samtaler. Men i de fleste tilfælde er det nye tiltag blevet taget godt imod og er blevet benyttet flittigt, siger Elías Kristjánsson.

 

Den ene folder illustrerer via farver de symptomer, der kan være i forhold til, om man er: Klar, reagerende, stresset eller syg. Det gør det nemmere for soldaterne at forholde sig til deres helbred, når det systematiseres på den måde.

 

Den anden folder indeholder fem fokuspunkter for OSK. Det er en slags handleplan til lederen, der bygger på fem nøgleord: Styrke, Begrænse, Identificere, Handle og Reintegrere. Formålet med den er at gøre det nemmere at få OSK implementeret på arbejdspladsen.

 

De stående tropper er soldater, der er klar til kamp, hvis det skulle blive nødvendigt. Og det er her, at lederne kan bruge OSK til at sikre, at deres menige har den nødvendige psyke til at blive udsendt til krigszoner. Det kan for eksempel være en oversergent, som har lagt mærke til, at en af hans konstabler opfører sig anderledes end normalt.

 

 

- Ud over at holde foredrag for soldaterne har vores hold af psykologer været ude og uddanne de forskellige ledere i, hvordan de kan snakke med deres soldater. Samtidig giver vi dem også redskaberne til at vide, hvilke signaler de skal holde øje med i forbindelse med soldaternes velvære, siger Elías Kristjánsson.

 

Mere fra samme skuffe

Hos veteranforeningen De Blå Baretter er formand Niels Hartvig Andersen meget glad for det nye tiltag og håber, der kommer mere fra samme skuffe.

 

 

- Jeg synes, det er et rigtig godt tiltag, og det bliver meget spændende at følge udviklingen på det. Det bliver især en hjælp til de unge soldater, som kan have en tendens til at være for stolte til at snakke om deres problemer. OSK vil hjælpe med at italesætte de her problemer og vil fjerne det tabu, der kan være ved den svære samtale om ens helbred, siger Niels Hartvig Andersen.

Eksempler på de to foldere.  

Et skridt i den rigtige retning

Hos Enhedslisten kalder forsvarsordfører Jørgen Arbo-Bæhr initiativet et skridt i den rigtige retning. Han mener dog stadig, at man skal være opmærksom på, at det ikke løser alle problemer med de unge soldater.

 

- Det er helt klart bedre end ingenting. Jeg tror også, det kan løse nogle problemer ikke mindst for de unge. Men vi skal følge det tæt for at sikre, at det nu har en effekt. Jeg synes stadig, at der er store problemer, og jeg tror ikke, man kan løse det hele på én gang, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

 

OSK er oprindeligt udviklet i USA. I 2009 adopterede Sverige systemet, og sidste år blev det implementeret i Danmark. Indførelsen har dog ikke rigtig været nævnt nogle steder endnu, da man har manglet at få den sidste brik på plads.

 

- Vi har lavet en håndbog, som skal deles ud til alle lederne. Den skal hjælpe dem til at huske, hvad vi har lært dem, og så skal den fungere som en støtte til samtalerne. Den er i trykken nu og er meget snart helt klar, siger Elias Kristjansson.

 

Da OSK stadig er forholdsvis nyt, er der ikke blevet lavet nogle målinger på dens effekt endnu, men Elías Kristjánsson håber at kunne have en evaluering klar inden for et år.

 

Følg os på Facebook, Twitter og Instagram

  • Facebook Clean
  • Twitter Clean
  • White Instagram Icon

Følg os på Facebook, Twitter og Instagram

  • Facebook Clean
  • Twitter Clean
  • White Instagram Icon
bottom of page